New Mexico

Vi skal på tour-de-nationalpark den sidste tur op mod Denver, så vores ophold bliver med en overnatning, for at komme videre næste dag.

19/6

Første stop er Carlsbad, som har en meget imponerende drypstenshule syd for byen. Vi ankommer sidst på eftermiddagen og kan lige nå at se flagermusene forlade hulen ved solnedgangen, for at finde mad. Normalt er der mellem 200-400.000 flagremus i hulen, men endnu en gang bliver den manglende regn en ’show-stopper’ for os. Vi bliver fortalt, at vi kun skal forvente 100-1.000 flagermus, og det bliver også, hvad vi ser. Det har ikke regnet i området siden 27. september, så der er ikke mange insekter for dem at spise. Plus at der i mandags har været en stor brand udenfor hulen, så det blæser rundt med aske, og der er ikke meget liv tilbage udover de gribbe, som flyver rundt.

Dagen efter tager vi ned i selve hulen. Vi går de 1½ mile og ca. 300 højdemeter ned i selve hulen. En dejlig tur med en masse forskilligheder at vise frem, inden vi når helt ned i den ’store hule’. Her går vi igen en runde på 1 mile. Det er så imponerende stort og flot, at de huler, som vi har set tidligere i Tyskland og Østeuropa – godt kan pakke sammen. Indtil videre er ca. 100 miles hule ’opdaget’, og som turister kan vi bevæge os på ca. 6 miles af dem. Noget af det alene og andet kun på guidet tur. Mia, Mads og Niels tog en guidet tur, som viste sig at være en blanding mellem oplæsning, sang, gåtur, mørke og informationer om stedet. De havde forventet en gå-tur, men det havde været en helt speciel oplevelse trods alt. Mads har en utrolkig evne til at forstå og huske rigtig meget af de ting, som bliver sagt, og det er super flot. Mia hænger lidt bagud, men hun mangler også 3 års Lotte-engelsk-undervisning J Mia er dog utrolig interesseret i at lære det engelske sprog, og øver sig hele tiden og vil gerne i dialog med folk, som vi møder.

20/6

White Sands National Monument

Et område med kridhvide klitter lavat af et material som hedder Gypsum. Selv med solbriller så blænder alt. Lidt som at stå midt i sneen – eneste forskel var temperaturen. Udover de hvide imponerende klitter, så så vi en del smådyr, og masser af spor efter slanger, rotter og ræve. Nogle steder var det sanden stenhårdt at gå på, og ander steder vildt blødt, så man sank i til midt på skinnebenet. Klitterne var temmelige stejle, så ungerne kastede sig ned af de stejle skråninger (som også var de bløde) – så der var sand overalt. Da sandet var så lyst – kunne man gå med bare tæer på det uden at brande fødderne, som vi ellers kender det J

Three Rivers National Rec.

En lille national park med 1000 år gamle indianter tegninger. Der er ca 20.000 i alt, så næsten hver sten, vi går forbi, har en petroglyph. Petroglyph’erne er meget tydelige og det er nemt at se, hvad de skal forestille. Rangeren mente, at vi var de første danskere, som besøgte parken. Ligemeget hvor vi er – vil de nemlig, at vi skriver os i en gæstebog, så de kan se, hvem der kommer og går.

På vejen derhen kørte vi i et flat ørkenlandskab. Der var vildt mange varme tornadoer – på et tidspunkt kunne vi se 13 på samme tid ! Ikke rigtige tornadoer, men dem der kommer pga. varmen. Dog temmelige store og noget kraftigere, end vi er vandt til hjemmefra en varm sommerdag. Alt er bare større i USA J

Valley of Fire National Rec.

En lavaflod på 5 km i bredden og lige så lang, som vi kunne se. Vi gik en tur i dette månelandskab. Så en del firben, som vi kunne komme helt tæt på. Der var en campingplads på stedet med udsigt til begge sider, hvor der var flotte bjerge både mod øst og vest – så vi besluttede, at den skulle stå på camping og solnedgang fra teltet. Ind til nærmeste by og handle lidt pasta, og så var vi klar (selv hos købmanden skulle vi skrive i gæstebogen!). Det blæste en del, og vores telt er en billig udgave, så det har lidt problemer med at stå fast. Et par ekstra baduner løste dette. Efter solnedgangen (som i øvrig var rigtig flot), så lage vinden sig. Vi så stjernehimmel, mælkevejen, stjernskud og et par satelitter, og fik en lang snak omkrig dette. Næste morgen stod Mads og jeg (Niels) op for at se solopgangen. Godt vi var oppe, for da solen stod op kom vinden igen – denne gang kraftigere (ca 12 ms/s) og fra modsatte retning – vores tælt lå næsten ned. Det var pludselig pakketravlhed! Mens Mia forsat sov i teltet.