tirsdag den 31. maj 2011

Tampa - home of the Rays!

Velankommet til Tampa startede vi med at besøge Tampa Rays, som spillede hjemmekamp i baseball mod Cleveland Indians. Det blev en laaaang og egentlig ret kedelig affære, der for os stoppede i 7'ne omgang. På det tidspunkt førte Rays med 7-0 og det så ikke ud til, at nogen af spillerne ville begynde at ramme bolden mere end i de foregående timer. Enten var det to gode kastere eller også havde alle dem, der skulle slå til bolden, en mega off dag. Der var kun 1 homerun og en masse strikeouts til begge hold. Mads kunne de fleste af reglerne efter at have spillet på wii'en derhjemme, så det var nemt at gå til. Mia forsøgte at sove efter kort tid og mente, at fodbold var meget mere interesant. God pige - specielt når det var samme eftermiddag, som FCK spillede sidste hjemmekamp mod AAB, og det plejer vi jo at se. Vores nabotilskuere endte med at råbe 'boring' ned til kampen, og vi var en del, som forlod kampen på samme tid. Måske har vi været uheldige - hvem ved. Næste gang bliver det i hvert fald Basketball eller football.
Bagefter var vi på visit i Ybor-city, som Niels huskede som 'Jomfru-Ane-Gade' bare i USA-størrelse. Det var i hvert fald ikke tilfældet kl. 6 om aftenen, og det virkede som om bydelen var blevet alt for turistet de ca. 8 år, der var gået siden sidste besøg. Natklubber var der, men de var ikke åbne endnu og spisestederne var burger og pizza, så vi forlod stedet efter en gåtur på hovedgaden.
I dag har vi været på lidt shopping - ved vilje eller ej, så døde Niels's fiskestang, og pigerne kunne lokke drengen ud at shoppe. Personligt mener jeg, at fiskestangen er slidt op på de sidste 14 dage :-) Ny stang fik vi, og Mads fik en Lids-cap med navn - hvilket han havde glædet sig meget til. Efter lidt shopping tog vi på på stranden i Clearwater, hvor der er super dejligt og fyldt med masser af strandglade folk på en dejlig MemorialDay. Tak for jeres kommentarer og hilsner - Christina

1 kommentar:

  1. Skønt :-) også at høre at drengene ikke er gået helt i fisk. Det er en fornøjelse at følge med i jeres oplevelser - både de gode og de knap så spændende. Kram fra Mette og familie

    SvarSlet